• Kapitalisten

På baggrund af undervisningsgangene i timerne ved videnskabsteori, udleveret tekstmateriale, samt anden litteratur, vil ”Kapitalisten”, som begreb og person, blive undersøgt. Formålet med opgaven vil være først at redegøre for forskellige forfatteres indgangsvinkel til kapitalisten, og derfra forsøge at komme ind på en klar, entydig definition på, hvad begrebet ”kapitalist” egentlig dækker over. I løbet af gennemgangen vil der ofte blive refereret til Kapitalisten som værende af hankøn. Dette skyldes det simple faktum, at kapitalisten rent historisk oftest har været mand.

For hvad er en kapitalist? Alle har sikkert et bud, men om bare to mennesker i et almindeligt etnografisk klasseværelse kan komme med det samme, er nok ikke sandsynligt.

Lad os starte vor ekspedition ved at dykke ned i Politikens Nudansk Ordbog (PNO), årgang 2002. I den står der: ”Kapitalist: 1: en person der ejer kapital el. produktionsmidler, i modsætning til arbejdere. 2: (neds.) en velhavende person der tjener penge ved at udnytte andres arbejdskraft.” (PNO 2002 s. 605).

En kapitalist er altså defineret ved at være en person som:

• Ejer kapital eller produktionsmidler.

• Står i modsætning til arbejderne.

• Udnytter andre menneskers arbejdskraft.

Men er det virkelig så simpelt?

Ifølge Karl Marx er det. Eller, i hvert fald næsten. For ham opererer man, både som arbejder og kapitalist, determineret af den politiske økonomi (Marx 1974, s. 13). En kapitalist er hos ham beskrevet som en person der tilhører bourgeoisiet, der er defineret ved ”den følelsesløse ”kontante betaling”” (Marx 1848 s.162). Ydermere opererer bourgeoisiet efter ”den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning”, som gør det muligt at skabe ”underværker”, alene ved hjælp af menneskeligt arbejde. For at operere er det for bourgeoisiet nødvendigt, at nedbryde tidligere eksisterende moralske bånd og forpligtelser, for kun at beskæftige sig med ”bytteværdi” og ”pengeforhold” (Marx 1848 s. 162). Arbejderne, altså de udnyttede, står i klar modsætning til kapitalisterne. Denne modsætning skyldes helt elementære interessemodsætninger. For kapitalisten må målet med enhver handling være at skabe penge, hvilket kun kan gøres ved at fratage den ansatte arbejder den merværdi et givent materiale er blevet tillagt ved forarbejdning. Merværdi er defineret ved forskellen på arbejderens bytteværdi; det, arbejderen bliver betalt af kapitalisten for at arbejde i et givent tidsinterval, og hans arbejdes brugsværdi; den værdi, en arbejder kan skabe i løbet af samme tidsinterval. Brugsværdi – bytteværdi = Merværdi (Andersen 2004, s. 37-38). Følgelig er det i kapitalistens interesse at øge merværdien ved at betale mindre i bytteværdi for arbejdskraft, altså at sænke arbejdernes lønninger. Denne merværdigenererende strategi vil forarme arbejderne og kampen mellem de to grupper vil ad åre føre til en revolution, der vil styrte bourgeoisiet (Brandt 07-02-2005). Yderligere er kan kapitalistklassen ”Ikke eksistere uden uafladeligt at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold” (Marx 1848 s. 162). Med andre ord er en konstant forandringsproces, essentiel for kapitalistens overlevelse, da han, hvis han ikke forstår at tilpasse og forny sig vil bukke under for konkurrencen fra de andre kapitalister.

Kapitalisten er altså her en amoralsk, begærlig person, der handler som han gør grundet kapitalismens logik, som siger at hvis man som kapitalist ikke konstant kan skabe en større merværdi, vil man ikke kunne forblive kapitalist. Dette får ham til at udbytte arbejderne, hvorfor de står i modsætningsforhold til hinanden. Kapitalisten har på den anden side et gigantisk skaberpotentiale, hvilket dog i længden ikke vil redde hans klasse fra undergang, grundet det moralske vakuum og den materielle skævdeling bourgeoisiet skaber, som vil føre til folkelig modstand og i sidste ende oprør.

Så vidt Marx. Et problem med Marx lige i denne her sammenhæng er, at han reelt set ikke beskriver hvordan en kapitalist er, men kun hvordan en kapitalist gør. For at komme tættere ind på en kapitalists inderste, må vi have Max Weber og Benjamin Franklin til hjælp. For Weber er udnyttelsen af andre menneskers arbejdskraft ikke kapitalismens fundament. Ej heller er det amoralsk begær. Snarere ser Weber tilsidesættelsen af begæret, med det formål at få maksimalt udbytte senere, som værende kapitalistens helt enestående evne. Det er denne behovsudskydende egenskab, der afgør om et menneske skal være fabriksejer eller fabriksarbejder. Den Weberske kapitalist er ydermere kendetegnet ved at han konsekvent skaber mere værdi end han skal bruge, så overskuddet af enhver handling kan bruges til reinvestering, og på den måde bidrage til skabelsen af aktiver for kapitalisten (Weber 1920, samt Brandt 14-02-2005). Kapitalisten er altså her snarere beskrevet for sine evner til at leve et virksomt, selvfornægtende liv, end som en, hvis levestandard er sponseret af udnyttede arbejdere. For at bevise sin pointe citerer Weber Benjamin Franklin, i dennes læresætninger om værdien af flid og askese.

Franklins læresætninger er:

• ”Husk, at tid er penge. Den, der kan tjene ti shillings om dagen ved sit arbejde, men vandrer omkring, eller sidder ørkeløs hen, halvdelen af dagen, skønt han kun bruger sixpence ved sin adspredelse eller ørkeløshed, han bør ikke anse dette for den eneste udgift; i virkeligheden har han brugt eller snarere bortkastet, fem shillings tillige” (Weber 1920 s. 26).

• ”Husk, at kredit er penge. Hvis en mand lader sine penge ligge i mine hænder, efter de skulle have været betalt, så giver han mig renter, eller så meget som jeg nu kan nå at få ud af dem i løbet af den tid. Dette beløber sig til en betragtelig sum, når en mand har en god og stor kredit og gør god brug af den” (Ibid.).

• Husk, at penge er frodige og avledygtige. Penge kan avle penge, og dem de avler kan avle flere, og så videre. Fem shillings omsat er seks, omsat igen er det syv shillings og tre pence, og så videre, indtil de bliver til hundrede pund. Jo flere der er af dem, desto mere frembringer de ved hver omsætning, så fortjenesterne stiger hurtigere og hurtigere. Den, der dræber en avledygtig so udsletter alt dens afkom i tusinde led. Den, der myrder en krone, udsletter alt hvad den måtte have frembragt, ja snesevis af pund” (Ibid.).

• ”Husk det ord, at den gode betaler er herre over hvermands pung. Den, der er kendt for at betale punktligt og præcis til de tid, han har lovet, kan til enhver tid, og ved enhver lejlighed, rejse alle de penge, hans venner kan afse. Dette er undertiden overordentligt nyttigt. Næst efter flid og nøjsomhed er intet af større værdi under en ung mands opdragelse i verden end punktlighed og retskaffenhed i al hans færd; behold derfor aldrig lånte penge en time ud over den lovede frist, for at ikke skuffelse skal lukke din vens pung for dig for altid” (Ibid. s. 27)

• ”Selv de mest ubetydelige handlinger, der påvirker en mands kredit, må nøje iagtages. Lyden af din hammer klokken fem om morgenen eller klokken otte om aftenen, bevirker, når den når frem til din kreditors øre, at han føler sig rolig endnu seks måneder; men hvis han ser dig ved et billardbord eller hører din stemme i en beværtning, når du burde arbejde, så sender han bud efter sine penge den næste dag; han kræver dem, før han kan få dem, på et bræt” (Ibid.).

• ”Tillige viser det også, at du er dig bevidst, hvad du skylder; det får dig til at fremtræde som en både omhyggelig og ærlig mand, og også det forøger din kredit” (Ibid.).

• ”Vogt dig for at regne alt, hvad du er i besiddelse af, for dit eget og for at leve derefter. Dette er en fejl, som mange mennesker, der har kredit, begår. For at undgå dette, hold da nøje regnskab med dine udgifter og din indkomst. Hvis du fra første færd gør dig den ulejlighed at udspecificere dit regnskab, vil det have denne gode virkning: du vil opdage, hvor underfuldt små, ubetydelige udgifter bliver til store summer, og du vil se, hvad der kunne have været blevet sparet, og hvad der i fremtiden kan spares, uden at det gør nogen større forskel” (Ibid.).

• ”For seks pund om året kan du gøre brug af hundrede pund, forudsat du er en mand af klogskab og ærlighed” (Ibid.).

• ”Den, der ørkeløst bruger en fourpence om dagen, han bruger ørkeløst omkring seks pund om året, hvilket er prisen for brugen af et hundrede pund” (Ibid.).

• ”Den, der ørkeløst bruger for en fourpence af sin tid hver dg, den ene dag efter den anden, han forøder retten til at gøre brug af hundrede pund hver dag” (Ibid.).

• ”Den, der ørkeløst spilder fem shillings værdi af sin tid, han spilder fem shillings, og han ville handle lige så klogt i at smide fem shillings i havet” (Ibid. s. 28).

• ”Den, der spilder fem shillings, han mister ikke blot denne sum, men al den fordel, der kunne være blevet opnået ved at omsætte dem i handel, hvilket til den tid, da en ung mand bliver gammel, vil beløbe sig til en betydelig sum penge” (Ibid.).

Følger man disse bud er man i Webers øjne en kapitalist, mens man i Franklins øjne reelt set ikke er andet end snusfornuftig. Heraf følger, at hvis man lever livet anderledes end dikteret ovenfor, må man nødvendigvis være en tåbe. Dette syn kan ses i hans ord om den avledygtige krone: ”Den, der myrder en krone, udsletter alt hvad den måtte have frembragt, ja snesevis af pund” (ibid. s. 26). Vi ser her et syn på de ødsle som værende nærmest en synder. Franklin viser os her et næsten religiøst syn på penge, og akkumuleringen af samme. Noget interessant her er, at teksten ikke virker henvendt til en bestemt klasse i samfundet, men til alle, da det meste den handler om, er hvor meget man ved arbejde kan tjene. Altså er her i lige så høj grad tale om en form for produktionsideologi, som der er tale om et kapitalistisk manifest. Og hvis alle arbejder, dag ud og dag ind, på at akkumulere velstand, hvem er så kapitalist, og hvem er arbejder?

Robert Kiyosaki følger i netop dette spor. Han er kapitalist, selvskabt millionær og stolt af det. Problemet med samfundet er for ham, at selv om alle ifølge hans indstilling kunne blive kapitalister, og leve det søde liv, er der forfærdende få der bliver det. For ham er det især to ting, der holder folk tilbage: Frygt og vanetænkning (Kiyosaki 1998 s. 16).

Men hvorfor så tjene alle de penge? Hvad motiverer egentlig kapitalisterne? Det kan ingen af de to ovenfornævnte give et fyldestgørende svar på. Marx’ forklaring er at kapitalisterne handler som de gør grundet den politiske økonomi, hvilket reelt set ikke giver dem noget andet valg end at agere ud fra deres klasses interesser, mens Webers kapitalister er motiverede af gamle reformatorisk-kristne værdier, der gennem tiden er blevet inkorporeret i borgerskabets erkendelsesmæssige ånd, og som gør at penge skal tjenes, fordi de skal tjenes (Weber 1920). Altså er det i begge tilfælde faktorer man ikke selv har indflydelse på. Helt anderledes ser Kiyosaki på det. Han er som sagt selvskabt millionær, og har over en årrække skrevet bøger om det at være kapitalist. Han beskriver sin motivation til at søge rigdom som værende drevet af to ting: for det første at undgå samme skæbne som sin far, der efter at have arbejdet hårdt et helt liv samme sted blev fyret i en alder af 54 efter en mindre uoverensstemmelse med sin arbejdsgiver, og for det andet fordi han ganske enkelt havde erkendt, at livet som kapitalist var mindre hårdt, mindre tidkrævende og langt mere sikkert end livet som lønmodtager. Samtidig har man som rig en frihed, arbejder-klassen kun kan drømme om (Kiyosaki 1998 s. 13-14). Således beskriver Kiyosaki forskellen mellem en succesfuld arbejder og en succesfuld kapitalist med, at den første grundet sin succes vil arbejde mere og mere, da folk vil komme fra nær og fjern for at få del i hans værk, mens den sidste grundet sin succes vil arbejde mindre og mindre, da han vil komme til at eje så mange aktiver, at den konstante passive indgang af penge de vil forårsage vil gøre arbejde mere og mere unødvendigt (Ibid. s. 20-24).

For Kiyosaki har størsteparten af verdens indbyggere et kolossalt problem: De kan ikke kontrollere deres udgifter. Deres Cashflow er svært negativt, og deres materielle levestandard kan kun opretholdes gennem låntagning og længere og længere arbejdsdage (Ibid. s. 83). Cashflow er et af Kiyosakis nøglebegreber, og omhandler cirkulationen af penge i en given økonomi. Kommer der flere penge ind i økonomien end der kommer ud, er cashflowet positivt, mens det ved modsatte fortegn er negativt (Ibid. s. 10). Problemet for ikke-kapitalisterne er, som han ser det, at man som almindeligt menneske har det med at sætte tæring efter næring. Det betyder, at man til enhver tid vil bruge alle de penge man tjener, og endda oftest vil bruge flere, da man jo bare kan betale den ene måneds cashflows-underskud med lønnen næste måned. Resultatet: Gæld oparbejdes, da man næste måned laver den samme logik, og igen bruger mere end man får ind. Det er på den måde fattige mennesker forbliver fattige, og middelklassen bliver spændt hårdere og hårdere for økonomisk (ibid. s. 83). For rige mennesker er forløbet det stik modsatte. Ifølge Kiyosaki er en rig mand ikke defineret ved hvor mange penge han tjener, men af hvor mange han beholder, og hvordan han får disse penge til at arbejde for sig gennem investering og reinvestering i aktiver, der giver et løbende afkast, som er højere end de udgifter de koster (ibid. s. 50). Sat op over for hinanden, beskriver Kiyosaki forskellen på rige mennesker og ikke-rige, samt rige, der ikke vil forblive rige således:

Rige, altså kapitalister har tre kvaliteter:

1) De har og bibeholder langtidsplanlægning og har en klar fremtidsvision.

• 2) De tror på behovsudskydelse til fordel for senere profit. 3) De forstår det økonomiske system, og er i stand til at tjene penge på det.

Fattige, dvs. alle andre, har på den anden side disse kvaliteter:

1) Deres visionshorisont er den nære fremtid.

2) De vil have deres behov dækket nu og her.

3) Enten forstår de ikke det økonomiske system, eller også er de ligeglade, hvilket de betaler for både i arbejdstid og realløn. (Ibid. s. 185)

Disse kvalitetsforskelle er det der gør at de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere, da de rige grundet de fattiges tiltagende behov for større og større behovstilfredsstillelse bliver i stand til at sætte sig på en evigt voksende del af sidstnævntes indkomst, eftersom det er de rige der gennem løbende investeringer og reinvesteringer har ejerskabet af de fornødenheder resten af samfundet har behov for (Ibid. s. 104).

Det er interessant at bemærke, at det at være kapitalist for Kiyosaki ikke er defineret ved ejerskab af materiel værdi, men ved den måde en persons logik fungerer på, hvilket er meget ulig både Politikens definition, og Marx’, der begge mener at en kapitalist er defineret ved at udnytte andre menneskers arbejdskraft. Kiyosaki vil her stille sig enig i at kapitalisterne udnytter arbejderne, men tilføje, at hvis ikke kapitalisterne kan tænke som kapitalister, vil de ikke være kapitalister særlig længe. Samtidig vil Kiyosaki stille sig meget uforstående overfor Marx’ syn på kapitalisten som værende amoralsk og begærlig, da en kapitalist for ham er et disciplineret individ, der fungerer som igangsætter og samfundsstøtte. Uden kapitalisten, resonerer Kiyosaki, ville det moderne samfund ikke kunne fungere (Ibid. s. 94). Også Franklin ville Kiyosaki være uenig med på enkelte punkter. Franklins kapitalist adskiller sig ikke nævneværdigt fra arbejderen, ved gennem hårdt arbejde at tjene til dagen og vejen, og så ellers sætte ethvert overskud i investeringer. For Kiyosaki er denne ræson spildt. Således er en anden af hans læresætninger denne: ”The poor and the middle class work for money. The rich have money work for them” (Kiyosaki 1997 s. 46). Det betyder, at mens arbejderklassen knokler for deres penge, sørger kapitalisterne for gradvist at sætte sig økonomisk på mere og mere værdi, således at det overskud arbejderne skaber i stigende grad tilfalder de rige. Det sagt, går Kiyosaki bestemt ikke ind for billedet af den dovne kapitalist. Kapitalisten skal nemlig stadigvæk konstant arbejde hårdt, for ikke at blive hægtet af, både indenfor konstant videreuddannelse samt administration af sit evigt voksende imperium. Et andet punkt Kiyosaki ville være uenig med Franklin vil være omkring begrebet “spild”. Mens Franklin slår fast, at hvis man bare slår en enkelt krone ihjel, vil man samtidig myrde alt hvad den kunne have skabt, vil Kiyosaki her påpege, at penge mistet i forretningsøjemed, der i stedet for profit har givet ny viden, er særdeles godt givet ud (Kiyosaki 1998 s. 92). På langt de fleste af Franklin pointer, specielt de der omhandler selvkontrol, behovsudskydelse og kontrol med ikke-essentielle udgifter, vil Kiyosaki dog være rørende enig.

Den danske filosof Carl Scharnberg har et helt andet syn på hvordan verden hænger sammen. Carl Scharnberg kæmpede i et halvt århundrede for en socialistisk verden, med digtet som våben. Hans prygleknap nummer et er kapitalisterne, der for ham repræsenter det ondeste og laveste et menneske kan være. Han refererer til dem under navne som ”modstandere” (Scharnberg 2000 s. 24), ”arbejdskøbere”, og slet og ret: ”Dem” (Ibid. s. 25). Scharnberg kommer, meget i forlængelse af Marx, ind på de sociale omkostninger der følger i kapitalisternes kølvand, som hverken Weber eller Kiyosaki synes at lægge mærke til. I første vers af sit digt: ”Der er huse der ikke rejses”, beskriver Scharnberg den kapitalistiske handlens skyggeside:

Der er huse, der ikke rejses.

Maskine, der sættes i stå.

Der er hundred tusind, der håber

på et job, de ikke kan få.

Der er børn, der mere end aner.

Der er kvinder, der slides af frygt.

Der er mænd, der ældes hver aften

af de job, de forgæves har søgt.

Det er en del af hvor verden,

af kræfternes frie spil!

Hvorlænge endnu skal det vare?

Kammerater! Hvad er det, vi vil? (Ibid. s. 30).

Man fornemmer her meget klart de frustrationer arbejderklassen lider under, som kapitalisterne og deres frie markedskræfter får skylden for. Modviljen her er ikke så meget møntet på kapitalisterne eller markedskræfterne som sådan, men snarere på den ligegyldighed kapitalisterne udviser overfor de trængsler deres virke skaber, samt den grusomhed de; systemet og dets tjenere (den juridiske overbygning, jfr. Marxistisk base-overbygning-teori (Brandt 7/2 – 2005)), udfører mod enhver opposition. Denne antipati kan tydeligt ses i det følgende:

- Lær dem at tænke i små tal, sagde de, vore modstandere, og det gjorde vi så gennem generationer. Alt for længe var vi alt for beskedne, og når vi kom med vore små ønsker, råbte de, som om vi havde startet en katastrofe, der betød landets undergang! Sådan holdt de os, og kun fordi der blandt os var nogen, kvinder og mænd, yngre og ældre, der ikke lod sig skræmme, nåede de sammen resultater, der kom alle til gode… …Hvor ofte lykkedes det dem ikke at sætte os op mod hinanden? Hvor mange falske løfter måtte vi høre på? Hvor ofte måtte vi ikke igen og igen betale for de samme goder? (Scharnberg 2000, s. 24-25)

I dette er der en klar marxistisk opfattelse af verden. Den er set i et konfliktscenarium, hvor kapitalisterne forsøger at presse så meget ud af arbejderne så muligt, for på den måde at hæve den merværdi de producerer ved enten at lade dem arbejde hårdere, og på den måde være mere produktive (højere brugsværdi), eller presse dem i løn, for at sænke bytteværdien, mens arbejderne på den anden side har en klar interesse i det modsatte: Enten at få lov til at slappe mere af under arbejdet, for at skåne helbredet, eller at få udbetalt en højere løn i bytte for deres arbejde. Arbejderens motivation er jo også, helt i forlængelse af Marx, gennem sin arbejdskraft at bidrage til sin families fortsatte forsørgelse. Derfor kunne den typiske arbejder i og for sig nok godt forestille sig at en verden uden kapitalisterne, som værende bedre, da kapitalisternes overlevelse beror på, hvor meget af arbejderens arbejdskraft de kan få ham til at spendere på dem, og ikke på sig selv og sine nærmeste.

Har vi nu fundet ud af hvad en kapitalist er? Ja og nej. Vi har fundet frem til to indgangsvinkler til fænomenet ”kapitalist”. Den ene, som formuleret af Marx og Scharnberg, ser kapitalisten som en slet, amoralsk person, der gennem sin livsførelse og blotte eksistens ødelægger livet for tusindvis af arbejdere, der som nødvendig reaktion og historisk logik derfor til sidst må forkaste kapitalismen og styrte kapitalisterne. Den anden, som formuleret af Franklin (gennem Weber) og Kiyosaki, ser kapitalisten som et disciplineret individ, der ved hjælp af hårdt arbejde, selvfornægtelse og langtidsplanlægning laver velstand, ikke bare for sig selv, men for alle omkring sig gennem skabelse af arbejdspladser. Det rimelige i at kapitalisten er markant mere velstående end den almindelige arbejder ser både Franklin og Kiyosaki som værende helt logisk, da han har handlet langt mere rationelt og, i hvert fald i Franklins optik, har arbejdet hårdt for sine penge. Kan der findes et kompromis? Et kompromis, der anerkender de menneskelige omkostninger en kapitalists handlinger kan medføre i profittens navn, men som samtidig værdsætter den dynamik og drivkraft denne klasse, for at blive i Marx’ terminologi, giver samfundet. Men kan et kompromis virkelig bruges til at definere en Kapitalist? Problemet er det store svælg mellem forskellige menneskers syn på kapitalister, og begrebet ”Kapitalist” lider under det samme problem, som så mange andre moderne begreber lider under, at der faktisk ikke findes en entydig definition. Det eneste man virkelig kan konkludere er, at Politikens definition er alt for simplificeret, mens de andres er for ladede til enten den ene eller anden side. Oven i det, bliver man som værende etnografistuderende nødt til også at anerkende, at de alle, trods deres uenigheder, har ret i hvad de siger, set ud fra deres egen logik. Derfor kan konklusionen også kun blive, med Martijn van Beeks udødelige ord, at ”tingene er meget mere komplicerede end som så”. Om det nogensinde vil lykkes nogen at få skabt en definition som vil blive alment accepteret, anser jeg på nuværende tidspunkt som usandsynligt.

Et er dog sikkert: Kapitalisterne kan ikke eksistere uden arbejdere. Om arbejdere kan eksistere uden kapitalister vil tiden, ifølge Marx, vise...