Den Tv-transmitterede overfladiskhed
Krigen I Irak vækkede mange følelser til live i verdens befolkninger. Ufatteligt mange. Mennesker, der aldrig i deres liv før havde hørt om landet, blev i løbet af dage eksperter i både de politiske, sociale og økonomiske aspekter konflikten handlede om, takket være massemediernes massive dækning af emnet. Borgere verden over zappede væk fra sport, nationalpolitik og underholdningsprogrammer for ikke at miste ét eneste øjeblik af krigen. Hér var der noget for tv-seeren: Et reality-show helt uden sammenligning! Hovedpersonerne; de heltemodige professionelle amerikanske elitetropper med hjerter af guld, skulle lære en flok morderiske, religiøse fanatikere om demokratiets moralske overlegenhed, mens verdens 2. største oliereserver samtidig blev reddet fra en gal diktator der truede med at ville brænde dem af. Og var der ikke også noget med nogle kurderne der skulle reddes fra kemiske masseødelæggelsesvåben? Jo! Det var meget vigtigt også at redde dem. Rettigheder skulle de have! Ligesom de stakkels Shia-muslimer skulle. Tusindvis af underskrifter blev indsamlet til fordel for disse gruppers rettigheder, og verdens kollektive had mod Saddam Hussein voksede dag for dag.
Nu er det sådan, at jeg lider under en frygtelig forbandelse: Jeg har en hukommelse. Således husker jeg at have set en demonstration der blev afholdt foran Christiansborg for fire-fem år siden af nogle eksilkurdere for kurdernes rettigheder (eller mangel på samme). Deltagere: Tyve kurdere – ingen andre. Ikke engang Københavns mange venstreorienterede grupper var repræsenterede. Selv deltog jeg heller ikke. Jeg gik i stedet med nogle indianere fra Mellemamerika, der også protesterede, efter som jeg igennem de seneste uger havde modtaget massiv information om disses frygtelige og undertrykkende forhold i deres hjemland. Hvorfor denne pludselige ændring af holdning blandt verdens borgere? Mit bud er den massive mediedækning de pludselig har fået. Og sådanne forhold der vises i disse medier kan ikke tillades af den samvittighedsfulde verdensborger. Ændringer skal der til! Lige nu! Hvor er det heldigt at skæbnen kun er ond overfor mennesker i Irak, og så lige hende dagplejeren der blev slået ihjel mens naboerne sad og hørte på. Tænk, hvis der også viste sig at være borgerkrig i Nigeria, etniske udrensninger i Zimbabwe, statskup i Centralafrika, borgerkrig i Nepal, Bolivia, dele af Filippinerne, Afghanistan, og Congo, voldsomme uroligheder i Venezuela, systematisk politisk ensretning i Kina, mulig storkrig Korea-landene imellem, hungersnød i Etiopien, Borgerkrig i/på Elfenbenskysten og Sierra Leone, genopblusning af konflikten mellem Cuba og USA, krise i FN, EU og NATO, mulig atomkrig mellem Indien og Pakistan samt daglige voldsepisoder i Kashmir, racisme i London, korruption og mafiavirksomhed i Italien og Rusland, religiøse opstande og konflikter i Algeriet, Filippinerne, Indien, Nigeria, og det vestlige Kina, økonomisk sammenbrud i Argentina med katastrofale menneskelige konsekvenser eller jordskælv i Tyrkiet. Heldigvis findes ingen af de ovenfornævnte problemer. Ikke for os danskere i hvert fald. Vi er nemlig så heldige, at vi er udstyrede med en fjernbetjening som vi bruger, i samme nu kedelige og intetsigende humanitære katastrofer vises. Heldigvis er der garanteret noget med enten Irak eller Den Store Klassefest på en af de andre kanaler. Kresten Schultz Jørgensen (KSJ) skriver i sin bog: ”Homo Zapiens”, at 70’er, 80’er og 90’er generation ikke begår ansvarsflugt ved på den måde selektivt at vælge hvad det vil se og ikke vil se. I dét har han fuldstændig ret. Ansvarsflugt kræver nemlig at der er et ansvar at flygte fra. Og hvordan kan en borgerkrig i Sierra Leone være et almindeligt menneskes ansvar? At manglende stillingtagen i sidste ende kan blive katastrofal for menneskeheden (jfr. Hitlers Tyskland) er, ligesom mundheldet ”frygt ikke det onde – frygt hellere de, som lader det onde ske”, ikke noget der skal diskuteres nu. Derimod skal fænomenet Homo Zapiens diskuteres.
Først og fremmest skal fænomenet defineres: Hvad er en Homo Zapiens? Ifølge KSJ er en Homo Zapiens et menneske, der, som tidligere nævnt, er fra perioden 1970 og fremefter. Det er fra den vestlige verden og er derfor er et menneske uden hverken udækkede basale behov eller materielle mangler. Homo Zapiens har, trods fast arbejde, aldrig reelt set været tvunget til at klare sig selv, da samfundets sociale sikkerhedsnet i al dens levetid altid har fungeret. Derfor har den altid haft rigeligt med fritid til at hellige sig sin yndlingsbeskæftigelse: Fjernsynet. Homo Zapiens har kun én regel: Den må ikke kede sig i dens fritid. Derfor zappes der konsekvent væk fra alt, der ikke umiddelbart fanger dens interesse. Homo Zapiens har allerede fra barnsben lært at det i dens verden ikke er muligt at opnå større indsigt om noget som helst, da den viden den modtager ofte er forvirrende, hvis ikke ligefrem selvmodsigende, grundet fjernsynets mange forskellige udbydere af absolut sandhed, og den korte tid ”on air” hver sandhed får. Derfor betragter den ethvert forsøg på at opnå mere end bare overfladisk kendskab til verden som værende spild af tid, og ser i stedet diverse underholdningsprogrammer, halvvejs opmærksomme.
Eftersom jeg er vokset op i et hjem med kun to kanaler: DR og Tv2, samt meget begrænset adgang til fjernsynet som sådan, har jeg generelt meget lidt forståelse for Homo Zapiens som gruppe. Når jeg ser fjernsyn, ser jeg fjernsyn, og kun fjernsyn. Folk kan sidde og skrige mig ind i øret og jeg registrerer det ikke. Jeg suger alt ud af programmet på en måde, så jeg husker det for evigt, når altså jeg endelig ser fjernsyn. Derfor eksisterer der ofte en gensidig irritabilitet mellem mig og Homo Zapiens. De irriteres over mig fordi jeg ikke svarer dem når de taler til mig under programmet, mens jeg irriteres over at de i de hele taget ser fjernsyn når de alligevel ikke virker som om de ser programmet. Men hvorfor er et overfladisk forhold til verden skidt? Er disse mennesker i virkeligheden ikke lykkeligere end jeg, som lever med visheden om torturen i de tyrkiske fængsler, den udbredte børneprostitution i Thailand og den Europæiske planøkonomiske landbrugsstøtte og toldmur, der ødelægger ulandendes mulighed for at komme ind på det europæiske marked for fødevarer? Svaret findes i det tidligere skrevne mundheld, der i dets fulde form lyder:
”Vi bør alle frygte onde mennesker. Men der findes noget, der skal frygtes endnu mere: De gode menneskers ligegyldighed.”
Det er denne ligegyldighed ved disse Homo Zapiens jeg finder kritisabel. Disse mennesker, hvis største kilde til spænding skal findes i programmet ”24 timer”, tror på alt hvad der bliver dem fortalt, bare det bliver fortalt nok gange. Eksempelvis forbinder alle Osama bin Laden og Saddam Hussein med hinanden, på trods af at disse to mennesker nok har flere modsætninger mellem hinanden end danske svineavlere og deres naboer (jfr. Koranens afsnit om frafaldne muslimer, hvilket Saddam i høj grad er), ligesom Amtrax forbindes med begge, på trods af at de eneste terroristangreb udført med dette middel er blevet foretaget af en sur, kristen amerikaner, der var utilfreds med kvaliteten af de amerikanske nyheder og derfor mente at det var på tide med nogle nye mennesker at se på. Jeg giver i høj grad Homo Zapiens æren for den europæiske højredrejning og fremmedfrygt/had. I perioden op til valgene i de europæiske lande, var populær-aviserne nemlig fyldte til randen med den ene historie efter den anden om forskellene mellem den vestlige civilisation og den muslimske verdens kulturelle og menneskelige underlegen, samt dens brutalitet og kvindesyn. Det gav i den grad Pia Kjærsgård og hendes fæller i resten af EU vind i sejlene. Ser man på hvilke områder der stemte hvad, vil man således se, at områder med større koncentrationer af ”fremmede”, eksempelvis Grenå, Århus og København, havde den mindste procentdel der stemte på Dansk Folkeparti, mens områder hvor den procentvise andel af indvandrere var lav – specielt Vest og Nordjylland havde en langt større procentdel der stemte på samme. Naturligvis skal mennesker, der frygter indvandrere ikke dæmoniseres. Der findes virkelig dem, der i højeste grad har grund til at nære modvilje mod indvandrere, grundet ubehagelige episoder med denne gruppe. Men disse mennesker tilhører heller ikke Homo Zapiens. De stemmer, grundet personlige oplevelser, og ikke grundet mediernes samlebåndsproducerede sandheder. Og læser man Kåre Blüitgens (venstreorienteret forfatter, samt beboer på Nørrebro) bog ”Til gavn for de sorte”, hvori der berettes om dennes oplevelser med indvandrere i kraft af hans tilknytning til den lokale skolebestyrelse, ser man da også, at der vitterligt eksisterer nogle problemer med visse indvandrergrupper. Men løsningen på disse problemer er nok snarere at komme i dialog med dem end at, som det er Dansk Folkepartis erklærede målsætning, bremse dem i deres udfoldelse. Vi er trods alt alle mennesker. Det er noget Homo Zapiens ofte glemmer: De ser de irakiske soldater som dyr, der gerne må mejes ned i demokratiets navn. De er jo soldater, og kan jo bare desertere. Eller kan de? I Danmark kan man nok godt desertere, og slippe godt fra det, men kan man i Irak? Kunne man ikke formode at der kunne blive tale om frygtelige repressalier imod ens familie hvis man som irakisk soldat deserterede? Dette spørgsmål bekymrer ikke den internationale presse, ligesom det ikke bekymrer Homo Zapiens. Vi har jo trods alt allerede fra barndommen lært, gennem fjernsynet, at de der står i modsætning til os, ikke fortjener plads i vort nærvær. Et eksempel herpå er Disneys klassiker ”Løvernes Konge”. Hvad er dens morale? Dens morale er, at lader man hyænerne (de andre) få plads, vil de misbruge deres nyerhvervede rettigheder, og lægge landet øde, til skade for løverne (de gode og ædle: os). Derfor er det bydende nødvendigt at holde disse nede og væk for enhver pris.
Homo Zapiens lærer hurtigt denne lektie. Derfor rynker den lige så lidt på brynene når den ser Batman slå den psykisk syge Joker til plukfisk, som når den ser en demonstrant i Göteborg blive banket sønder og sammen af ordensmagten. De er jo begge kriminelle samfundsnedbrydere med ondt for øje! Og er der ikke nok action, er der den store klassefest på 2’eren.