Hvorfor gider de? Hvad er det sjove ved at gå på Aarhus Universitet, når undervisningsstedet ligger så langt mod syd, at kun den vidunderlige Schengen-aftale gør, at pas ikke skal medbringes? Stedet er Moesgård, hvor etnografi, arkæologi og den for længst afdøde gravballemand holder til, og emnet er stedets studiemiljø.
Det begyndte så godt for Kirsten Madsen, 23 Stud. Mag. i etnografi, da hun en smuk sommerdag første gang lod sit blik panorere hen over Moesgårds gamle, velbevarede bygninger. Her var dejligt og pænt, og hun glædede sig til at begynde sit nye studium og lære alle sine nye klassekammerater at kende.
I dag, fire år senere, kan Kirsten godt ærgre sig lidt over sit studieforløb. Hun ved ikke navnene på mange af de studiekammerater, hun ellers havde glædet sig til at lære at kende, og hun er utilfreds med de muligheder, eller mangel på samme, Moesgårds lokalitet giver, ligesom hun er stærkt kritisk overfor stedets faciliteter. Eksempelvis var kantinen lille og dårlig, men eneste mulighed da der ikke var andre, og undervisningen foregik i alt for små og indelukkede lokaler. Men det værste var bussen, der kun kørte en enkelt gang hver halve time. ”Det, der nok har generet mig mest,” fortæller hun, ”har været at folk altid har så utrolig travlt med at komme hjem, når nu bussen kun går to gange i timen.” På den måde var det umådelig svært, at komme til at lære studiekammeraterne ordentligt at kende, da man ved at blive risikerede at blive den eneste, der stod tilbage i den halve time der var mellem afgangene. Oven i det var bussen ofte så overfyldt, at man måtte stå op hele vejen, hvilket, mener Kirsten, ofte medføre pjækkeri, da en træls bustur ikke er det mest tiltalende, når man vågner om morgenen, træt og uoplagt. ”Fraværet er stort”, siger hun, ”og det tror jeg sådan noget som transport har noget at gøre med.” Derudover måtte Kirsten bruge så stor en del af sin tid på lektier, at hun nærmest måtte isolere sig i længere perioder af gangen for at få det hele med.
Kirsten fortæller, at hun ofte oplevede at hendes hold ville blive stoppet ind i bitte små lokaler, hvor der på ingen måde var hverken tilstrækkelig plads eller luft. ”Folk ville sidde på gulvet eller i vindueskarmen, for at kunne være der. Ofte ville det være svært at se tavlen eller høre hvad der blev sagt af underviseren.” Et af lokalerne var specielt berygtet: Pejsestuen. Derinde var det oftest nødvendigt at der var nogen der satte sig ind i pejsen (!), hvis der skulle være plads til alle. ”Det er ikke særlig optimalt, sådan generelt, at have undervisning inde i en pejs, ” bemærker Kirsten tørt.
Kirsten husker engang, da Fredrik Barth (en verdensberømt etnograf) kom på besøg til gæsteforelæsning. Der var der folk, der slet ikke kunne komme ind i det lokale han var i, men måtte stå ude i gangene. Oven i det, var akustikken så dårlig, at det kun var de, der sad nærmest, som kunne høre hvad han sagde.
Hvad der imidlertid fik bægeret til at flyde over Kirsten og hendes studiekammerater, var et kursus i kvantitativ metode, hvor omkring halvtreds mennesker blev presset ind i et lokale beregnet til 20. Kurset tog to dage, med otte timers undervisning hver dag, med mange gik før tid, da de blev syge grundet dårligt indeklima. ”Det holder simpelthen ikke! Alle havde ondt i hovedet, og der var ikke nogen der kunne holde ud at være der. Det var simpelthen frygteligt!”, fnyser Kirsten, og fortsætter: ”Jeg var der ikke den sidste dag, da jeg havde så ondt i hovedet, men jeg blev fortalt at det endte med, at cirka halvdelen af folkene måtte stå op, da der ikke var stole nok.” Martin Demant Frederiksen, etnografistuderende på fjerde år og studievejleder, kan bekræfte at forholdene omkring kurset ikke var tilfredsstillende. Men han forklarer følgende, at grunden til de forfærdelige forhold var, at der var blevet meldt så mange flere på holdet end man havde regnet med, at der overhovedet ikke havde været tid til at booke lokaler. At der alligevel blev sendt en klage var, ifølge ham, kun for at sikre at det ikke skete igen, ved at gøre opmærksom på fejlen.
Martin forstår ikke Kirstens kritik. Han og to studiekammerater; Jørgen Skrubbeltrang og Henrik Hvenegård, begge 5. semester, giver hende ret i, at Moesgård har haft dets svage sider. Men de mener, at det nu er blevet meget bedre. Blandt andet er der nu kommet en rigtig kantine, større og bedre undervisningslokaler, og mange flere sociale arrangementer. Eksempelvis foregår fredagsbaren nu på selve Moesgård, og ikke længere i Trøjborg-komplekset, ligesom der, grundet en nyopført pavillon med læsesale, tekøkken og lignende, altid er liv. Martin, Jørgen og Henrik mener ikke, at den lange transporttid nødvendigvis skal tages som et onde. I stedet udnytter de den socialt, ved at mødes inde i byen før undervisning og cykle frem og tilbage sammen. Videre mener de, at det sociale meget er, hvad man gør det til. Det er vigtigt, at man fra starten er aktivt opsøgende, efter som man ellers ikke ville få megen kontakt med sine medstuderende, da der på det tidspunkt de startede, kun var undervisning to gange om ugen. De anerkender at der er nogle problemer forbundet med at Moesgård ligger så langt væk fra resten af Universitetet, men, som Jørgen siger: ”Man bliver nødt til at acceptere at tingene er som de er!” Gør man ikke det, vil man aldrig komme til at få glæde af stedet.
Marie Schlünsen, 23 år og Majken Vange Bjerk, 21 år, begge førsteårsstuderende på etnografi, er begejstrede for deres studiested. ”Det er et kanon sted! Over al forventning!”, udbryder Marie og fortsætter: ”Men det er meget op til én selv. Man skal engagere sig, og i hvert fald i begyndelsen forsøge at prioritere det sociale højt – så kommer det andet senere.”
Marie synes ikke transporttiden er et problem. ”Der er mange, der har lige så lang vej på arbejde, eller som går på universitetet, men bor ude i en eller anden forstad. Det er sku ikke så vigtigt!”
Majken er enig: ”Cykelturen er sund og social, og det er hyggeligt at køre i bus med klassekammeraterne.” Hun fortæller videre, at der er nogle piger fra hendes årgang, der vinterbader, hvilket de gør i sammenhæng med deres cykeltur til skolen. ”Det er lækkert,” siger hun, ”at Moesgård har den størrelse og placering det har, da alle så kender alle.” Men hun mener ligesom Marie, at det man bliver nødt til at være socialt om sig, hvis man vil lære ens studiekammerater at kende. ”Det gælder for alle studier, at du får hvad du giver.”
Præsenteret med Kirstens dårlige oplevelser nikker Majken og fortæller, at hun har hørt hvordan det tidligere var. Men sådan er det ikke længere. Selv har hun kun oplevet at der er gode faciliteter og en livlig atmosfære.